/ Batterier og opladning
Til PDA’er, tablets, håndholdte stregkodescannere og mobile printere

/ Det vigtigste at huske
Oplad efter behov, undgå unødig varme, og brug det rigtige ladeudstyr. Opbevar reservebatterier delvist opladet. Stop brugen ved skader eller tegn på fejl, og aflever udtjente batterier særskilt.
/ Hvilke batterier gælder rådene for
Guiden gælder Li-ion og Li-ion-polymer. Begge er genopladelige batterier, som lagrer kemisk energi og leverer strøm til enheden. Li-ion-polymer er en variant af lithium-ion-teknologien. De grundlæggende råd om batteripleje er de samme.
/ Oplad gerne i pauser

Du behøver ikke vente, til batteriet er tomt. Li-ion-batterier skal ikke aflades helt for at blive ”trænet”. Gentagne fulde afladninger giver ekstra slid. Oplad til det niveau, arbejdsdagen kræver, og brug en eventuel ladegrænse efter manualens anvisning.
Brug cirka 20–80 % som en enkel tommelfingerregel i hverdagen, når driften tillader det. Det begrænser dybe afladninger og lang tid ved fuld opladning og kan mindske sliddet. Oplad til 100 %, når arbejdet kræver det; det er ikke i sig selv overopladning. Følg altid manualen, og undgå lang tids ophold fuldt opladet i en varm dock.
/ Brug en egnet og sikker ladeplads
- Brug en oplader, der er beregnet til modellen.
- Kontroller opladeren samt kontakter er ren for støv og snavs.
- Kontroller batteri, kabel og stik for skader.
- Dæk ikke batteri eller oplader til. Hold afstand til brandbart materiale og hold flugtveje fri.
- Oplad, så der kan reageres på unormal varme, røg, dampe eller mislyde. Beredskabsstyrelsen anbefaler mindst én fungerende røgalarm i rummet.
/ Pas på temperaturen

Undgå direkte sol og varmekilder. Lad kolde enheder temperere naturligt, og følg manualens anvisninger om kondens. Tilladt temperatur under brug er ikke nødvendigvis tilladt temperatur ved opladning.
Opladning ved for lav temperatur kan give varige skader.
/ Levetid og opbevaring
God pleje begrænser sliddet, men batterier ældes stadig

/ Hvorfor bliver batteriet dårligere
Batteriet slides både gennem brug og med tiden. Materialerne inde i cellen ændres, så batteriet kan lagre mindre energi og få sværere ved at levere strøm under belastning. Varme, dybe afladninger og lang tid ved høj opladning kan øge sliddet.
/ 100 % er ikke det samme som et nyt batteri
Batteriprocenten viser den anslåede opladning, ikke hvor sundt batteriet er. Et slidt batteri kan vise 100 %, men stadig have kortere driftstid end et nyt. Kalibrering af procentvisningen kan ikke genskabe kemisk tabt kapacitet.
/ En opladning er ikke altid en hel cyklus
To forløb med cirka 50 % forbrug svarer omtrent til én fuld cyklus. Hver tilslutning til opladeren tæller derfor ikke automatisk som en fuld cyklus. Enhedens egen tæller kan dog bruge en anden definition.
/ Når batteriet skal ligge på lager

Opbevar batteriet tørt, uden direkte sol og ved moderat temperatur. Cirka 40–50 % opladning er en praktisk tommelfingerregel ved længere opbevaring, men producentens råd varierer. Zebra angiver eksempelvis 30–50 %. Følg altid batterimodellens egne anvisninger.
- Sluk enheden, og brug en eventuel lagertilstand efter manualen. Tag kun batteriet ud efter anvisningen.
- Kontroller ladeniveau og synlige skader med det interval, producenten anbefaler. Genoplad ved behov, så batteriet ikke står tomt længe.
- Beskyt løse batteriers kontakter mod metalgenstande. Undgå fald, klemning og fugt.
/ Kort driftstid kan også skyldes andet
Kulde, høj skærmstyrke, apps, dårligt netværk og mange udskrifter kan øge strømforbruget eller begrænse driftstiden. Sammenlign derfor under lignende arbejdsforhold. Meld gentagne problemer til IT eller service, før du konkluderer, at batteriet er slidt.
/ Fejl og udskiftning
Reager på skader, og sørg for korrekt aflevering

/ Når batteriet ikke holder til arbejdsdagen
Meld kort driftstid, gentagne slukninger eller batteriadvarsler til IT eller service. De kan kontrollere udstyr og indstillinger og vurdere udskiftning. Der findes ikke ét antal år eller cyklusser, der gælder for alle modeller.
/ Stop ved hævelse eller skade
Stop brug og opladning, hvis batteriet er hævet, utæt, deformeret eller på anden måde beskadiget. Skader efter slag eller fald kan være usynlige. Kontakt service ved mistanke om skade. Pres ikke batteriet tilbage i enheden, og forsøg ikke at åbne eller punktere det. Lad en fagperson vurdere sikker udtagning.
/ Ved røg eller kraftig varme
Forlad området ved røg, dampe eller kraftig unormal varme, og advar andre. Undgå at indånde røgen. Følg arbejdspladsens beredskab, og ring 112 ved brand eller akut fare. Forsøg ikke at flytte enheden, hvis det udsætter dig for fare.
/ Aflever batterier særskilt

Udtjente batterier skal indsamles særskilt og må ikke komme i restaffald. Brug virksomhedens batteriindsamling. Hvis batteriet ikke kan tages sikkert ud efter manualen, afleveres hele den udtjente enhed som elektronikaffald efter modtagerens anvisning.
Aftal aflevering af beskadigede batterier med modtageren på forhånd. Returforsendelse kan være omfattet af regler om farligt gods. Lad virksomhedens transportansvarlige afklare emballering og forsendelse.
/ Følg altid ENHEDENS manual
Denne korte guide giver generelle råd. Manualen angiver de konkrete temperaturgrænser, egnede opladere og fremgangsmåden ved batteriskift. Anbefaling om opladning eller opbevaring i denne guide er ikke et lovkrav blot gode råd fra os til at forlænge batteriers levetid.